Sidste uge tiltrådte Christina Egelund som minister i det første ministerium, der samler digitalisering og uddannelse under ét, og regeringsgrundlaget lover en national strategi for AI i uddannelsessystemet. Det er den rigtige ambition.
Jeg har tidligere skrevet om, hvad der sker med faglig kompetence, når organisationer lader AI overtage de opgaver, juniorer ellers lærte af. I skolen handler det ikke om at miste erfaring, men om aldrig at opbygge det fundament, der gør erfaring mulig.
For første gang går en gymnasieårgang til eksamen efter flere år med ChatGPT som fast makker i skolearbejdet. Ni ud af ti gymnasieelever bruger AI i skolearbejdet, og nu skal de pludselig vise at de kan arbejde selvstændigt og forstå kompleksiteten i de ting de har lært. Det er den virkelighed, firkløverregeringen møder med sit nye grundlag, der lover en national strategi som "et værn mod uhensigtsmæssig brug af kunstig intelligens i klasseværelset og til prøver og eksamener."
Som jeg skrev ovenfor, handler det ikke om teknologien i sig selv.
Her er mit bud på, hvad det kræver.
Eksamen som måleapparat
AI i uddannelsessystemet er i virkeligheden et spørgsmål om, hvad en eksamen måler. En sprogmodel kan i dag producere et velargumenteret svar på en eksamensopgave, uden at eleven har forstået det, der står. Eksamen kan ikke skelne de to fra hinanden, og det er ikke et spørgsmål om elevernes moral, men om at selve vurderingsformen ikke længere virker. En national strategi bør tage stilling til det frem for at nøjes med et sikkerhedsnet for teknologibrug.
Fundamentet bygges ikke ved at se andre tænke
Der er et argument for AI-frihed i undervisningen, som er reelt: de unge kommer til at leve og arbejde med AI hele deres liv. Hvorfor ikke træne dem i det fra starten?
Det åbenlyse svar er, at AI-kompetencer og analytiske kompetencer ikke er det samme. Den unge, der kan skrive en prompt, der genererer et velformuleret svar, har ikke nødvendigvis lært at tænke. Og det er præcis den analytiske evne, matematiske forståelse og evne til at bedømme og kritisere, der afgør, om man kan bruge AI konstruktivt eller blot ukritisk reproducere det, modellen producerer.
Et centralt studie fra Stanford af gymnasieelever i matematik illustrerer paradokset: elever med adgang til en almindelig AI-løsning løste 48 procent flere opgaver korrekt undervejs, men præsterede 17 procent dårligere da AI-adgangen blev fjernet. Studiet viste dog også, at en tutoragtig AI med pædagogiske læringsværn i høj grad kunne afbøde problemet. Pointen er ikke, at AI altid skader læring, men at AI uden pædagogisk design kan skabe præstation uden forståelse.
De, der har det kognitive fundament på plads, kan bruge AI til at arbejde dybere og hurtigere end nogensinde. Dem der ikke har det, får et kraftfuldt værktøj til at producere svar, de ikke forstår. Derfor bliver afstanden mellem de to grupper større.
Faglig dømmekraft opbygges ved selv at forsøge, fejle og korrigere. En håndværkerlærling lærer ikke faget ved at se mesteren udføre arbejdet hver gang, men han kan lære meget af en mester, der stiller spørgsmål, peger på fejl og beder ham prøve igen. Det samme bør være skolens princip for AI: den må gerne støtte øvelsen, men ikke erstatte den.
Faglig dømmekraft opbygges ved selv at forsøge, fejle og korrigere.
Det er ikke kun en teoretisk bekymring. Ifølge EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) siger fire ud af ti gymnasieelever, at AI gør dem mere dovne, og en tredjedel er bekymrede for, at det påvirker deres læring negativt.
Hvad skolen skal nå, mens den unge stadig er der
De unge er allerede AI-brugere. De navigerer generelt nye interfaces intuitivt og adopterer nye værktøjer uden friktion. Det er ikke det, skolen skal bekymre sig om at lære dem.
Fra grundskole til studentereksamen lægges det fundament, de videregående uddannelser og arbejdsmarkedet forudsætter. Derefter har den unge AI-adgang resten af sit arbejdsliv. Det, de unge ikke nødvendigvis tilegner sig på egen hånd, er noget sværere: hvornår AI bør bruges, hvornår det ikke bør, og hvordan man vurderer det, modellen producerer.
Skolen vil desuden altid tabe kapløbet med AI-udviklingen, hvis uddannelsessystemet forsøger at undervise i konkrete værktøjer. Det kognitive fundament, derimod, har ikke en versionsopdatering.
Hvad strategien bør svare på
Firkløverregeringen har formuleret den rigtige diagnose. Men en strategi, der kun forholder sig til eksamenssituationen, løser halvdelen af problemet.
Det fulde svar kræver stillingtagen til to spørgsmål. Hvad skal eksamen måle, når AI kan producere det, vi hidtil har brugt eksamen til at måle? Og hvilke kompetencer er uddannelsessystemets ansvar at opbygge, fordi de ikke opbygges ved at bruge AI, men ved at tænke uden den?
Det første kræver, at vurderingsformerne redesignes, så de igen dokumenterer selvstændig forståelse og ikke blot produceret output. Det kan betyde mundtligt forsvar af skriftlige produkter, AI-fri prøver i centrale færdigheder og tydeligere krav til hvad eleven selv har tænkt. Det andet kræver, at strategien definerer, hvad elever skal kunne uden AI, inden de bruger den til at forstærke arbejdet. Kort sagt: AI kan kun forstærke en tænkning, eleven allerede har.